Ord til eftertanke

Prædiken til 2.søndag efter påske

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:" Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. jeg og Faderen er ét" Joh.10,22-30

 

Vi har netop hørt, hvorledes Jesus i Johannesevangeliet omtales, og omtaler sig selv, som hyrde. Det er der noget godt og trygt ved, for hyrden er jo den, der passer på, som holder sammen på flokken; og skønt det ikke er den rene idyl alt sammen, så er der dog fred og ingen fare, hvor hyrden er.

Men hvordan kender man hyrden? Ja, ifølge Johannes, så kendes han på ydre tegn. Han kendes på røsten. De, der hører hyrden til, kender ham på røsten og følger ham. De spørger ikke efter, om han er den rette hyrde. Når hans røst lyder, ved de, at det er ham, de skal følge.

Derfor nytter det heller ikke at spørge efter beviser. Den, der søger et bevis, må lede forgæves. Det fremgår også af evangeliet til i dag. For her har vi jo indledningsvis hørt, at Jesus gik omkring i Jerusalems tempel ved tempelvielsesfesten. Og her var der nogle, der bad ham om beviser, om sikkerhed for, at han var den, han gav sig ud for at være. ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.”

Hvis du er Kristus, spørges der; og spørgsmålet rejses på baggrund, ikke af hvad Jesus har sagt og gjort, men på baggrund af de forventninger, man nærer til ham. De kunne lige så godt have sagt: Hvis du er den, vi har længtes efter og håbet på ville komme, så bevis det, så vi ved, hvad vi har at rette os efter; så vi ved, om vore inderste længsler og håb nu skal opfyldes.

Hvad gik de længsler og håb så ud på? Ja, Johannes giver os et fingerpeg. For han fortæller, at det var ved vintertide. Der var tempelvielsesfest i Jerusalem. En af de store valfartsfester; og denne fest holdtes til minde om genindvielsen af Jerusalems tempel, efter at det havde været vanhelliget af en ægyptisk konge, som krævede fremmed, hedensk offerkult. Derfor er det heller ingen tilfældighed, at det netop er under denne fest, der har så klare nationale undertoner, at det bliver vigtigt, at få slået fast, hvem Jesus egentlig er. Minderne om, hvorledes en fremmed magt havde måttet strække våben, var stærke; og nu, hvor romerne holdt landet fast i et jerngreb, var det selvfølgelig ikke uvæsentligt, om en befrielse stod for døren. For det var, hvad man længtes efter og håbede på. En befrier, der kunne smide de fremmede ud, og genoprette den gamle ro og orden. Det var den stærke mand, der blev spurgt efter.

Af den grund var Jesu svar ikke særligt tilfredsstillende, for han hjælper dem ikke af med uvisheden. Den må de stadig leve med. Han har sagt, hvem han er, og hans gerninger har vist det; Men de har ikke troet det.

Og det er det, det kommer an på. For tror vi ham ikke på hans ord, ja, så leveres der intet bevis, som kan overvinde vor vantro. Det er enten eller, når ordet har lydt. Enten tror man det, som det lyder, eller man tror det ikke; og det er selvfølgelig altid en chance at tage. Sådan som man altid må tage en chance med de væsentlige ting her i livet. Hvem kan vel få et endegyldigt bevis på kærligheden?

Når to mennesker erklærer, at de elsker hinanden, så kan de se mange tegn på den andens kærlighed i form af den opmærksomhed, de skænker hinanden. I ord og handling kan de vise hinanden kærlighed; men i sidste instans må de vælge at tro hinanden. Fornemmelsen af at være bestemt for hinanden er velkendt; men det er troen på, at det er sådan, der binder parterne sammen. Så længe den er til stede, er det, som man tror; men noget bevis gives der aldrig.

Derfor er det også meningsløst at forlange sikkerhed for kærligheden. Den, der gør det, vil da også bare opdage, at den slides i stykker af det. I de forhold, hvor det er kærligheden, der binder, må man leve med den uvished, manglen på beviser giver. Man må stole på, at den er der; og at det er den, der holder sammen på alt.

På samme måde er det med den himmelske kærlighed. Den gives der heller intet bevis for; men den der vil, kan se tusind tegn på Guds kærlighed i sit liv. Små ting, som måske ingenting er i andres øjne, kan af den enkelte tolkes som tegn på, at han eller hun ikke er glemt af Gud, men netop er omfattet af og fastholdt i hans kærlighed.

Af alle de tegn er opstandelsen Påskemorgen det første og det største. For den, der tør tro, at det var kærligheden, der drev Gud til, ikke alene at sende sin Søn til verden og lade ham lide og dø for vore synders skyld, men også oprejste ham fra de døde, er opstandelsen tegnet på, at Gud selv har overvundet dødens og syndens magt; udelukkende fordi kærligheden til skabningen gjorde det uudholdeligt for ham, at skulle miste en eneste af os.

Derfor blev vore navne i dåben knyttet uløseligt sammen med Jesu navn. Han, der er større end alle, har sluttet sin pagt med os. En uopløselig pagt, som ingen anden magt i himlen eller på jorden kan bryde. For ingen kan rive noget ud af vor himmelske Fars hånd. Det har vor Herre, Jesus Kristus selv sagt os.

Og det kan vi nok få brug for at høre igen og da ikke mindst i disse dage. For lige så urokkeligt fast Guds ord står, lige så svagt står vi, med vor vaklende tro, vor angst for det uvisse, vor trang til faste rammer og sikkerhed. Derfor må vi bestandig høre det ord på ny. Ikke fordi det gør vort liv mere sikkert; men fordi Guds ord, når det vækker genklang i os, også vækker troen hos os. Troen på, at det er som det siges. At vi er hans, og at han har givet os evigt liv. Og at vi ikke skal fortabes. Fordi ingen kan rive os ud af hans hånd.

Han er den gode hyrde, som kendes på røsten; om vi kender på røsten og følger. For hvor skulle vi ellers gå hen?                                                  Amen.

 

 

 

cookie information